Vedtægter

Vedtægter for Enhedslisten i Lejre

 1. Navn og hjemsted

Foreningens navn er Enhedslisten i Lejre. Foreningen er en lokalafdeling af foreningen Enhedslisten de rød-grønne. Foreningens hjemsted er Lejre Kommune.

  • 2. Formål

Afdelingens formål følger Enhedslistens fælles formål og vedtægter.

  §3.Medlemskab

Medlemskab sker ved indbetaling af kontingent til Enhedslistens landsorganisation.

3.1

Ethvert medlem af Enhedslisten med bopæl i Lejre Kommune er medlem af Enhedslisten i Lejre. Enhedslistens landsorganisation kan dog efter indstilling fra afdelingens bestyrelse eller fra et medlem selv overflytte det pågældende medlem til at stå i en anden afdeling eller direkte under landsorganisationen.

3.2

Kontingent fastsættes af landsorganisationen Enhedslistens årsmøde.

3.3

Der afholdes som udgangspunkt medlemsmøde i afdelingen hver måned, dog mindst 2 gange hvert halvår. Medlemsmøder indkaldes af afdelingsbestyrelsen, som sikrer, at alle medlemmer bliver indbudt.

3.4 Valg af afdelingens repræsentanter til koordinerende instanser i (fx regionsbestyrelse, kommunalbestyrelsen og lign.) foretages på generalforsamling eller på et medlemsmøde, hvor dette fremgår af den på forhånd udsendte dagsorden.

4. Generalforsamlingen

Generalforsamlingen er afdelingens højeste myndighed.

4.1

Alle afdelingens medlemmer har taleret på generalforsamlingen.

4.2

Stemmeberettiget på generalforsamlingen er afdelingens medlemmer.

4.3

Intet medlem kan afgive mere end én stemme. Der kan ikke afgives stemme ved fuldmagt.

4.4

Alle beslutninger på generalforsamlingen træffes hvor intet andet fremgår af nærværende vedtægter – ved simpelt flertal.

4.5

Der føres referat over de på generalforsamlingen vedtagne beslutninger. Beslutningsreferatet underskrives af referent og dirigent.

4.6

Ordinær generalforsamling, der afholdes hvert år inden udgangen af 1. kvartal, indkaldes med mindst 3 ugers varsel med mindst følgende dagsorden:

l . Valg af dirigent og referent.

  1. Godkendelse af dagsorden.
  2. Afdelingsbestyrelsens beretning.
  3. Godkendelse af det reviderede regnskab.
  4. Indkomne forslag og vedtagelse af arbejdsplan for det kommende år.
  5. Budget for det kommende år.
  6. Valg af kontaktperson, kasserer og øvrig afdelingsbestyrelse. Valg af 2 suppleanter hvis muligt.
  7. Valg af revisor.

4.7

Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når mindst 1/3 af afdelingens medlemmer eller 1/3 af afdelingsbestyrelsen skriftligt med angivelse af dagsorden ønsker det.

4.7.1

Afdelingsbestyrelsen indkalder omgående skriftligt med angivelse af forslag til dagsorden til den ekstraordinære generalforsamling med 14 dages varsel. Ændringsforslag til dagsorden skal være afdelingsbestyrelsen i hænde senest 7 dage før afholdelse af ekstraordinær generalforsamling. Bestyrelsen udsender evt. ændringsforslag til dagsorden til alle medlemmer umiddelbart efter modtagelse.

4.7.2

Landsorganisationen kan indkalde til ekstraordinær generalforsamling i afdelingen, såfremt særlige grunde taler herfor.

 5. Afdelingsbestyrelsen

Afdelingsbestyrelsen er foreningens ledelse mellem generalforsamlinger med udgangspunkt i medlemsmødernes beslutninger.

5.1

Afdelingsbestyrelsen består altid af et ulige antal og er på mindst 3 medlemmer.

 

5.2

I afdelingsbestyrelsen indgår automatisk kontaktperson og kasserer. Herudover konstituerer afdelingsbestyrelsen sig selv umiddelbart efter valget på det første afdelingsbestyrelsesmøde.

5.2.1

Hvis kontaktperson eller kasserer fratræder, skal bestyrelsen udpege en fungerende stedfortræder frem til næste ordinære generalforsamling eller indkalde til ekstraordinær generalforsamling. Såfremt der ikke er valgt suppleanter, kan bestyrelsen blandt medlemsskaren udpege fungerende bestyrelsesmedlemmer frem til næste ordinære generalforsamling.

5.2.2

Bestyrelsen udpeger kontaktpersonen eller et andet bestyrelsesmedlem til at udtale sig og agere på vegne af afdelingen under hensyntagen til afdelingens demokratiske beslutninger.

5.3

Afdelingsbestyrelsesmøder er åbne for alle medlemmer af afdelingen.

5.4

Optagelse af lån samt køb, salg og pantsætning af fast ejendom kræver indstilling fra afdelingsbestyrelsen og godkendelse af generalforsamlingen.

5.5

Over forhandlingerne i afdelingsbestyrelsen føres beslutningsreferat.

5.6

Afdelingsbestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden

6. Kandidater til kommunalbestyrelser/regionsråd

6.1

Opstilling af kandidater til kommunalvalg foretages på en generalforsamling eller på et afdelingsmøde, hvor opstilling fremgår af indkaldelsen. Samtidigt kan der fastsættes procedure for opstilling og valg af opstillingsform.

6.2

Personer, der er opstillet af Enhedslisten i Lejre, er ansvarlige overfor Enhedslisten i Lejre for at følge Enhedslistens politiske grundlag.

6.3

Personer, der bliver valgt, skal holde tæt kontakt med Enhedslisten i Lejre og følge afdelingens politiske beslutninger. Afdelingen kan nedsætte en baggrundsgruppe, som følger det daglige arbejde i kommunalbestyrelsen.

 7. Tegningsregler

Afdelingsbestyrelsen meddeler de nødvendige post-, giro- og bankfuldmagter til kassereren.

7.1

Afdelingen tegnes af kontaktpersonen sammen med et afdelingsbestyrelsesmedlem eller af to afdelingsbestyrelsesmedlemmer i forening.

7.2

Ved optagelse af lån samt køb, salg og pantsætning af fast ejendom tegnes afdelingen af min. 2/3 af afdelingsbestyrelsen.

7.3

Afdelingen kan ikke tegne landsforeningen Enhedslisten.

 8. Foreningens formue

For afdelingen hæfter alene dens formue.

8.1

Afdelingen får sine midler fra: – medlemskontingent – partiskat fra medlemmer af afdelingen, der mr vederlag for hverv, hvortil de er valgt for eller udpeget af afdelingen – indsamlinger og frivillige bidrag.

 9. Regnskab

Afdelingens regnskabsår løber fra 1. januar til 31. december.

9.1

Regnskabet revideres af en revisor valgt af generalforsamlingen.

9.2

Regnskabet fremlægges på den første ordinære eller ekstraordinære generalforsamling efter regnskabets afslutning.

 10. Vedtægtsændringer

Forslag til vedtægtsændringer skal udsendes til medlemmerne med mindst en uges varsel og kan kun vedtages med 2/3-dels flertal af de fremmødte, ved en korrekt indkaldt ordinær eller ekstraordinær generalforsamling.

 11. Opløsning

Beslutningen om opløsning af afdelingen kan kun vedtages med 2/3-dels flertal på 2 på hinanden følgende generalforsamlinger, der er indkaldt med afdelingens opløsning som dagsordenspunkt og afholdt med mindst 14 dages mellemrum.

11.1

Opløses afdelingen, skal et eventuelt overskud efter betaling af alle passiver tilfalde landsforeningen Enhedslisten

Således vedtaget på generalforsamlingen i Hvalsø den 22.januar 2013

Ivan Mott                                                                     Lars Malik Hyltoft Petersen